Fotovoltaik

Max og Lily nød deres aften på en typisk café Parisienne. I takt med solens sidste stråler skjultes bag horisonten, lyste lysene på Eiffeltårnet op og gav byen sine unikke aftenfarver.

“Vidste du, at der i 2013 var et oplysningsforbud?” begyndte Max, “alle butikkerne og erhvervsbygningerne skulle slukke deres indendørs lys senest kl. 01.00.”

“Jeg går ud fra, kuldioxidudledningerne blev reduceret, men det må have været lidt trist… lysenes by… uden lys?” sagde Lily. “Men nu, se den fantastiske udsigt!” tilføjede hun og pegede på det blinkende Eiffeltårn og omgivende oplyste monumenter og museer. “Og de bliver alle drevet af solen. Kan du se den fuchsia-farvede bygning derovre? Dets maling er faktisk et lag organiske solceller.”

Max rullede med øjnene ad Lily og lo: “Fuchsia? Er det overhovedet en farve? For ikke at tale om organiske solceller. Ved du, hvad organisk betyder? Ved du overhovedet, hvad en solcelle er?”

Lily satte sig ret op i stolen og svarede på hans udfordring. Hun begyndte med at forklare, at en solcelle er en anordning, der absorberer lyset fra solen, konverterer det til elektrisk energi, som kan anvendes enten direkte (til at oplyse en lampe for eksempel) eller lagres i batterier.

”En organisk solcelle,” fortsatte hun, ”også kaldet en plastik solcelle, er lavet at polymere eller fullerener, carbonforbindelser formet som en buckminsterfulleren. Og en plastik solcelle har overtaget plastikegenskaber: den er bøjelig, billig og nem at lave. Og den kan genbruges!”

“Og den har også en udløbsdato ligesom det meste andet plastik!” sagde Max og påpegede, at de traditionelle solceller lavet af silikone havde større holdbarhed og også var billigere. Han viste hende sin mobiltelefon, der havde en integreret solcelle til opladning af batteriet. Lily tog også sin mobiltelefon frem, og viste det bøjelige og moderigtige hylster frem, lavet af en organisk solcelle. Max gjorde nar af den, eftersom hans apparat opladede hurtigere. 

“Men det er ikke kun den energi, de laver til os, det er også den energi, vi forbruger for at producere dem,” insisterede Lily. “Organiske solceller behøver mindre energi i produktion, og du skal tage det med i overvejelserne, når vi taler om effektivitet,” sagde Lily.

Hun fortsatte med at tale om en ny “hær” af materialer, perovskit-materialer, opkaldt efter den berømte mineralog Lev Perovski, der er blevet indkaldt i kampen for effektive og bæredygtige fotovoltaik. Dette er forbindelser, der integrerer både organiske og uorganiske dele i deres strukturer. Disse materialer er generelt rigelige, bæredygtige og meget effektive.

“Altså, hvis vi taler om effektivitet, hvorfor så ikke bruge galliumarsenid til vores solceller? Det er effektivitet Og de er så robuste og slidstærke,” insisterede Max.

“Men… men de kemiske forbindelser med mystiske navne kan være giftige! De burde holdes ude af verden!” sagde Lily næsten fnysende.

“Bestemt,” sagde Max fornøjet, “det er de solceller, vi bruger i rummet! Hvor tror du, satellitter får deres energi fra? De er ikke tilsluttet vores strømforsyning,” drillede han.

Lily indså, at han bare lavede sjov med hende, og slappede af med et smil. Hun lænede sig tilbage og kiggede omkring på de offentlige bygninger; alle malede i forskellige farver, inklusiv Eiffeltårnet, alle indsamlende nok energi fra solen til at oplyse hele byen på en måde, der gav nul udledning.

Max gættede hendes tanker og prøvede at drille hende igen. “Ved du hvad, for maksimal effektivitet burde vi have malet alle bygningerne sorte, fordi sort er den farve, der absorberer alle solens stråler,” sagde han ydmygt. 

“Jeg vil have en bæredygtig og farverig fremtid,” sagde hun og smilede tilbage.